Dyr i biotopen

Musvåge ( Buteo buteo )

Musvågen er den talrigeste rovfugl i Danmark. Den er en mellemstor rovfugl med brede, afrundede vinger og kort, afrundet hale. Den er lidt større end en krage. De to køn fremtræder ens, men individerne varierer meget i farve fra meget mørkebrun til helt lys. Fuglen ses ofte i svæveflugt i stor højde, hvor den benytter sig af varme, opadgående luftstrømme til at flytte sig næsten uden at bevæge vingerne. Dens mjavende skrig kan ofte høres om foråret over åbent land og i skove. ( dansk ornitologisk forening )

Fasan ( Phasianus colchicus )

Fasanen er en asiatisk fugl og kom første gang til Danmark i 1592, hvor den som pryd- og spisefugl ved hoffet blev holdt i volierer. Fasanen indførtes igen fra Asien som jagtfugl i 1840, men først med indførslen af den kinesiske ringfasan i 1870 blev den hårdfør nok til at leve under danske forhold. Herefter spredte den sig hurtigt, henholdsvis naturligt og ved udsætning, til hele landet.

Bedst kendt er den for sin adfærd, når den bliver forstyrret eller bliver jagtet, hvor den først trykker sig for så i sidste øjeblik at flyve larmende op i luften. I dens flugt kan den nå op på en flyvehastighed i nærheden af 95 kmt. ( naturstyrelsen


Gråkrage ( Corvus cornix )






Gråkragen er overvejende klædt i gråt, men har sorte vinger, ansigt og bryst. Den er nært beslægtet med den ensfarvede sortkrage, som den tidligere blev klassificeret som underart af. I områder hvor begge arter forekommer, optræder der hybridformer mellem de to arter. Det mest almindelige kald er det karakteristiske hæse kraa, der har givet kragerne navn. De plyndrer ofte artsfællers reder. Derfor er det afgørende for et ynglepars succes, hvor gode de er til at forsvare reden. Som noget specielt for kragen er et par i stand til at koordinere deres forsvarsindsats. På den måde kan de effektivt jage eventuelle fjender væk. Ved at kalde på hinanden mens de angriber indtrængende fugle, hidser magerne hinanden yderligere op. ( dansk ornitologisk forening )

Mosegris ( Arvicola terrestris )





Mosegrisen er en god svømmer, og den svømmer kun ved brug af bagbenene.
Den er udbredt og almindelig over det meste af landet, men mangler på nogle af vores øer, såsom Bornholm, Lolland, Falster og Læsø.
En mosegris vejer som regel mellem 200-300 gram, og den måler fra snudespids til halerod 12-20 cm, mens halen er omkring 10-15 cm lang.
Hovedet er afrundet i formen, og ørerne er små. Den tykke pels er mørkebrun på oversiden, mens den på undersiden er gråhvid eller lusebrun. ( naturstyrelsen.dk )

Muldvarp ( Talpa europaea )


Muldvarpens graveaktivitet forsyner jordens organismer med ilt. det fremmer omsætningen af planterester til muld.
Med den cylindriske krop, det spidse hoved og de specialiserede forfødder ligner muldvarpen ikke andre danske pattedyr.
Muldvarpen er et lille dyr, der måler 15-18 cm fra snudespids til halespids, og som vejer mellem 75-95 gram.
Pelsen er tæt og sort og dens særlige struktur med underuld og dækhår der er næsten lige lange, og som er filtret ind i hinanden, så der skabes en elastisk overflade, gør det muligt for muldvarpen at bevæge sig både frem og tilbage i gangene, uden at den får jord i pelsen.
Forfødderne er specialiseret til gravning ved at håndfladen er stor og hænderne drejet udefter. (naturstyrelsen.dk )

Markmus ( Microtus agrestis )

Markmus er vidt udbredt og talrigt forkommende i Danmark.
Almindelig markmus hører til gruppen af studsmus, og som det er typisk for en studsmus, har den en kort hale, korte ben og korte ører.
Den måler fra snudespids til halerod 8-14 cm og halen er 3-5 cm lang. En voksen markmus vejer omkring 40-50 gram.
Pelsen er gråbrun på oversiden, mens den er gråhvid på undersiden.
Markmus lever primært af græs, men den æder også blade og stængler fra urter samt bark.
Den findes mange steder i naturen, især i lysninger i skoven, skovbryn, krat og enge, hvor der er rig urte og græsvegetation. ( naturstyrelsen.dk )


Skrubtudse ( Bufo bufo )



Skrubtudsen er vores almindelige, kravlende, brune tudse med vortet hud og korte bagben. Den kan blive op til 12 cm lang. Hunnen bliver som regel dobbelt så stor som hannen.
Den findes næsten overalt i Danmark.
Den yngler i søer og vandhuller med fisk i. På land kan den godt vandre flere kilometer væk fra vandhullet.
Skrubtudsen kendes på sin vortende hud og de ret korte bagben. Den er ofte ensfarvet brun med hvid bug med små mørke pletter, og den kravler mere end den hopper.
Øjnene har rødlig eller kobberfarvet iris i modsætning til de andre tudsers gullige eller grønlige iris, og den har oval, vandret pupil. ( naturstyrelsen.dk )


Solsort ( Turdus merula )



Solsorten er Danmarks mest talrige ynglefugl. Hannen er helt sort med gult næb, mens hunnen er mørkebrun og har næb i samme farve. Ungfuglene af begge køn er brune med lyse pletter de første par måneder, efter de er blevet flyvefærdige.
Helt frem til omkring 1880 forekom solsorten i Danmark blot i skove og kun fåtalligt, hvorfra den så småt begyndte at brede sig til byerne. I dag er bestanden tættest i villakvarterer og parker, mens bestanden er tyndere i løvskov og specielt granskov. Den er udbredt i hele Danmark, men forekommer mest talrigt i den østlige del af landet.

I skoven bygger solsorten rede i krat, i træernes grenkløfter eller på stubbe.  ( dansk ornitologisk forening ) 

Vinbjergsnegl.





Vinbjergsneglen er en af vores største landsnegle. Dens hus er op til 4,5 cm høj og 4 cm bredt. Huset er mat bleggult, gråligt eller brunligt med mørkebrune bånd og har 4½-5 vindinger. Sneglen selv er hvidgul til grågul.

Forveksling: Vinbjergsneglen kan kun forveksles med den mere sjældne Helix aspersa, der ligeledes er indført. Helix aspersa har et lidt mindre, lavere hus med brede, mørke bånd.
Vinbjergsneglen lever mest af grønne plantedele og nedfalden frugt, men den kan også æde døde dyr og forskelligt affald. ( Naturdtyrelsen.dk )



Barkbiller ( Scolytinae )





Underfamilie af snudebiller (Curculionidae), tidligere anset for en særlig familie. Udbredt over hele jorden med over 5500 arter, heraf ca. 60 i Danmark. Barkbiller er gennemgående små, ca. 1-10 mm lange, karakteriseret ved aflang, i reglen cylindrisk, behåret krop og et kort, snudeformet forlænget hoved, der oftest er indtrukket i det stærkt udviklede, forreste brystled; følehornene er knæbøjede med langt skaftformet rodled og ender i en veludviklet kompakt kølle; benene er ret korte og kraftige.
Barkbiller yngler i forskellige træer og buske. De egentlige barkbiller, hvortil de fleste danske arter hører, lever i barken og den umiddelbart tilstødende vedzone på svækkede eller døde, men stadig friske træer. ( Gyldendals.dk )

Myre ( Formicidae )



Det anslås, at der på verdensplan findes ca. 9500 forskellige myrearter, hvoraf de ca. 50 er at finde i den danske natur. De danske myrearter er mellem 4 og 11 mm lange og kan kendes på dens karakteristiske antenner med knækled og kroppen, hvor der på bagkroppens indsnøring, stilken, er et til to pukler. I forhold til hvordan myrerne forsvarer sig eller angriber andre dyr, kan de danske myrer deles i stikmyrer eller bidemyrer. Stikmyrerne har en brod på bagkroppen. Brodden er forbundet med en giftkirtel, så gift kan sprøjtes ind i det dyr, der angribes.  Bidemyrer har stærke munddele, som kan lave et sår, som myren derefter kan sprøjte gift i.
Myrer lever af animalsk føde, særligt insekter, og af nektar og saft fra planter. Derudover indgår nogle myrer i symbiose med andre insekter, herunder bladlus og visse sommerfuglelarver, som bliver holdt som ”husdyr” af myrerne. Dette skyldes, at disse insekter kan udskille sukkerholdige væsker, som myrerne spiser. Bl.a. trommer den røde skovmyre bladlusene på ryggen, hvilket signalerer, at de skal frigive en dråbe sukkerholdigt sekret. Larver af sommerfuglen blåfugl bliver af myrerne båret ind i tuen, hvor de udskiller en sød væske som myrerne ynder. Inde i myreboet æder sommerfuglelarven af myrelarverne. ( gyldendals.dk )

Regnorm ( Lumbricus terrestris )

 
Den tilhører en meget broget skare af dyr, der er lange, trinde og uden lemmer. Der er mange arter regnorme i landet, og de lever alle i jorden, hvor de spiser og nedbryder blade og andet plantemateriale. Herved medvirker de til at jordens frugtbarhed bevares, da næringsstoffer bliver gjort tilgængelige for planterne. Regnorme er meget vigtige fødeemner for en række fugle- og pattedyr-arter.
Stor regnorm lever i jorden i lange og op til 4 m dybe gange. Den henter føde ved jordoverfladen, som den trækker ned i gangen. Når man ser et blad stikke op som et kræmmerhus af jorden, er det regnormen som er på spil. Regnorme kan ikke tåle at tørre ud, så de kommer kun op af deres gange når det regner, så vandrer de for at finde et nyt sted at finde føde, eller for at parre sig.
 ( naturstyrelsen.dk )

Måge



De fleste måger findes ved havkyster, hvor mange af dem lever af opskyllede dyr i tidevandszonen, men nogle er fiskespecialister, og i yngletiden tager større arter en del æg og unger fra andre fugle. Et mindre antal arter fanger fisk og hvirvelløse dyr på det åbne hav, mens en del lever i indlandet fjernt fra kysten, enten i yngletiden eller hele året; her tager de ferskvandsdyr, insekter og regnorme. Visse mågearter har effektivt været i stand til at udnytte fiskeriaffald og åbne lossepladser, hvilket undertiden har ført til en dramatisk tilvækst i bestandene.
Størrelsen varierer betydeligt (25-79 cm, vingefang 70-170 cm). Vingerne er lange, næbbet ret langt og som regel kraftigt, og fødderne er forsynet med svømmehud mellem de tre fremadrettede tæer. Hos de allerfleste er undersiden hvid, mens ryg og vingeoversider er grå eller sorte, sjældent hvide. Nogle arter har et sort halebånd, og hos mange er hovedet mørkebrunt eller sort i yngledragten. Ungfuglene har en distinkt brunlig dragt, som de mindre arter bærer i det første år, mens ungfugle af store arter først anlægger voksendragten efter 4-5 år. ( gyldendals.dk )

Dådyr ( Dama dama )


 Det er karakteristisk for dådyr, at hjorten, hannen, vejer dobbelt så meget som dåen, hunnen. Voksne hjorte vejer op til 100 kg og måler ca. 1 m over skulderen.
Farven er hos den oprindelige type i sommerdragten rødbrun med mange små hvide pletter på ryggen. Farvevarianter forekommer ofte, og der findes helt hvide eller sorte dyr. Dåhjorten får sit første gevir, et par ugrenede spidser, når den er et år gammel. Hos toårige er geviret ofte gaffeldelt, og først hos tre- eller fireårige hjorte dannes små skovlformede gevirer. En hjort i denne alder kaldes en halvskuffel. Herefter bliver geviret hvert år større og stærkere. Sit stærkeste gevir med fuldt udviklede skovle og takker i bagkanten har hjorten i alderen mellem 5-6 og 12 år. Hjorten kaldes nu fuldskuffel. Geviret, der vokser frem i løbet af sommeren, fejes i september og bæres frem til næste forår, hvor stængerne kastes. Danske dådyr er mht. gevirudvikling blandt de stærkeste i verden.
( gyldendals.dk )

Ræv (Vulpes vulpes )


Ræven hører til hundefamilien, ligesom eksempelvis ulven og sjakalen, og ræven ligner da også en mindre hund.
Med sit trekantede ansigt, spidse snude, den røde farve og den lange, buskede hale som oftest er hvid i spidsen, er ræven let at genkende.
En hanræv vejer omkring 8 kg, men enkelte ræve kan opnå en vægt på 12 kg. Hunnerne er mindre og vejer 6-7 kg. Fra snudespids til halespids er ræven ca. 110 cm lang.
Den karakteristiske røde pels består af to lag; den inderste underuld og de ydre dækhår. Underulden er grålig, mens dækhårene er rødbrune med lyse spidser. Det er de lyse spidser i dækhårene som kan give den røde farve et gråligt skær. På bugen og undersiden af halsen er pelsen gråhvid. Der er dog stor farvevariation individerne imellem, hvilket gør det muligt at kende forskel på dyrene. Pelsen fældes en gang årligt, hvilket som regel begynder i april måned. I løbet af sommeren vokser den nye pels frem, en proces der først slutter i september-oktober.
Ræve har en stor tilpasningsevne og den findes i mange forskellige typer habitat. Den lever blandt andet i skov, i dyrkede områder, moser, enge, heder og i byer.
Selvom ræven er overvejende nat- og skumringsaktiv er det ikke usædvanligt, at de ses om dagen. Hvileperioderne tilbringes i en grav som ræven selv har gravet, i et forladt grævlingebo, eller i et skjul under buske eller træer.
Ræven æder først og fremmest dyrisk føde som mus, harer, kaniner, rådyr, fugle, fugleæg og insekter. Men den tager også frugt, ådsler og husholdningsaffald. ( naturstyrelsen.dk )